fredag den 30. maj 2014

Ridning

Forbes, den 22. april til 12. maj 2014

 
Da jeg kom til Forbes var det ca. lidt over en måned siden, at jeg havde redet sidst. Det plejer godt at kunne mærkes når jeg har været ude og ride efter en lang pause, så var lidt spændt på, hvordan det ville blive at starte på dette nye job. Selvom børnene var hjemme til at ride nogle af hestene de første dage, red jeg stadig 3 heste, så jeg ved ikke helt om det var en blød start, det føltes i hvert fald ikke sådan for mine ben.
 

Mine ben blev virkelig ømme, efter al den ridning. Leggings og korte støvler er ikke lige det skabte ride tøj, heldigvis fandt jeg senere nogle ridebukser, som en anden havde efterladt, de var virkelig gode at ride i, og skånede benene lidt mere. Jeg blev nød til at tage bandager på mine lægge, for at skåne mine ben lidt, og det hjalp, hvis ikke havde mine ben været endnu mere ømme. Den første uge føltes det som om der var nogen der havde stået og slået på mine ben, og jeg kunne mærke det når jeg gik. Efter en uge gik det bedre, mine ben havde vænnet sig til det, og begyndte at være normale.
 
 
Ridningen er konditræning, da hestene skal have en god kondition, til når de skal ride polo cros. Derfor skal hestene traves for lang tid, hver dag. Der er en kæmpe mark som jeg skal ride rundt om, 3 gange, i trav, og så er den hest færdig. Han sagde at marken var på et areal af 80 hektar, men det synes jeg nu lyder noget overdrevet i forhold til hvor stor den ser ud, men det er en meget stor mark. Nogle gange var der får med lam på marken, som jeg skulle passe på at jeg ikke red ned.
 
Det tager mig omkring en 35-45 min at ride de 3 omgange, tiden kommer an på hvilke heste det er jeg har med, nogle er bare langsomme af natur, så jeg har bestemt fået mine favoritter ;-) Derfor tror jeg at runden omkring marken er lidt under 2 km, dette er bare mit gæt.
 
 
For at nå at få alle hestene motioneret har jeg to af gangen, og hestene er lidt delt op i par, så det er heste der kan enes som jeg har med på tur.
 
 
5 af hestene skal rides hver dag, og det svinger lidt med de 3 sidste, 2 skal sælges og den sidste er ung, og skal derfor ikke rides lige så ofte. Så jeg har et par der skifter lidt fra dag til dag, og så rider jeg de overskydende heste alene, så jeg rider altid mindst 3 heste om dagen, og de dage hvor jeg rider flere, rider jeg 4 eller 5 heste. Jeg skifter, så jeg rider hver hest hver anden dag, og den anden dag får de lov til at løbe med ved siden af.
 

 
Det har været dejligt at være ude og ride, dog var den første uge mere arbejde end fornøjelse, da mine ben var så ømme, og derfor var det ikke rigtig nogen nydelse at være ude. Men derefter var det dejligt at få redet en masse og arbejde med heste. Dog blev ridningen noget rutine præget, så derfor blev glæden endnu større når jeg red på en af de heste der skulle sælges (Bullseye eller Emely) da de bare skulle have en tur, og jeg måtte derfor godt ride op på den anden mark bagved.
 
 
Det gav ny energi, da det lige pludselig var lidt andet vi så, og jeg følte, at jeg bestemte lidt, i stedet for bare at ride som planlagt og følge et bestemt spor rundt om marken. Jeg kunne specielt godt lide at ride på Bullseye, han passede rigtig godt i størrelsen til mig, og han var en god hest at ride, for at lave noget sjovt prøvede vi at springe nogle af de små spring der stod ude på marken, jeg ved ikke helt om vi måtte det, men det var vildt sjovt, og det gik også rigtig fint.
 
 
Efter sådan en ridetur blev jeg helt høj over at ride, da friheden ved ridning betyder ret meget for mig, det giver det ekstra kick. Jeg glædede mig derfor til at komme hjem, og ride i skoven med Vikki, da jeg elsker at ride i skoven.    

Ingen kommentarer: