Cowboy

Tamworth, februar til midt marts.

Ca. en gang om ugen skulle køerne flyttes fra en indhegning til en anden. Det var den bedste arbejdsopgave, man kunne tænke sig. Efter nogle gange fik jeg lov til at flytte køerne selv, bare Cutie og jeg.

Det kunne godt nogle gange været noget af en udfordring at flytte flokken alene. Køerne virkede ikke altid lige samarbejdsvillige og så kunne det godt være svært ene mand at holde flokken samlet. Her ses køerne på netop sådan et tidspunkt, hvor de ikke var samarbejdsvillige, men spredt over marken.

Men for det meste gik det super godt at flytte køerne. Jeg nød at få lov til at udfører dette job, og det var også dejligt at få lov til at gøre det selv. Her er et billede af, hvordan det skulle se ud, hele flokken på vej igennem den rigtige gate. Det gav sådan en lykkefølelse når det lykkes, især hvis det lige havde kostet lidt arbejde først.

Jeg tjekkede altid hele indhegningen for at være sikker på at alle var ude, samtidig gav det også lidt ekstra ridning, og det var hovedgrunden til at jeg gjorde det.

Jeg fik også afprøvet at galopere på Cutie, og det gik så fint, så da vi først havde prøvet det en gang, gjorde vi det hver gang vi var ude og ride.

Jeg fik også lov til at tage Cutie for en tur ned af vejen, uden for grunden, bare for hyggens og turens skyld. Dog havde jeg ikke så meget tid til at gøre det, så det blev kun til et par gange at vi gjorde det. Amanda og Rafe havde snakket om at Cutie var denne dovne hest der ikke gad ud på tur alt for tit. Men jeg synes, at hun virkede til at nyde at komme ud på tur, især når vi red ned af vejen. Hun kikkede meget interesseret, og opmærksom på alle de ting, der var at se på ned af vejen. Vi kom forbi naboernes huse, og der var så meget spændende at kikke på. Hun mindede mig lidt om min egen pony, Sabrina, for hun kunne også godt lide at spille bange for helt almindelige ting i vejkanten, grene, en bar plet, en græstot eller noget andet ”farligt”, bare for at der skete noget på turen.

Cowboy outfittet var ikke helt som det første billede viser. Vi var ’dressed up’ for det første billede, Rafe fandt nogle bukser, og et andet hovedtøj til Cutie, så vi lignede en rigtig cowboy. Men her kommer et billede af, hvordan vi egentlig så ud, når vi var ude og ride.

Som noget af det helt centrale som cowboy, er cowboyhatten. Jeg fandt en ’rigtig’ en i Tamworth, lavet af strå, og ikke som læder, som jeg egentlig havde forstillet mig. Der er ingen rigtige cowboys som har en læderhat, da det simpelthen vil være for varmt at ride med. Så en rigtig cowboyhat er lavet af strå, eller filt, den sidste var dog meget dyr. Jeg var glad for min cowboyhat. Cowboyhatten sad ret godt, helt af sig selv, uden rem eller noget, men der var alligevel en grænse. Hatten kunne godt side og vippe lidt, hvis vi tog en god galop. En dag vi red ned af vejen, blev tempoet lidt for hurtigt, hatten fløj simpelthen af. Cutie kunne ikke forstå, hvorfor vi lige pludselig skulle stoppe og vende om, vi var ellers lige på vej hjem.

Men vi fik fat i hatten, jeg synes, at det var lidt sjovt at det faktisk skete, at hatten sådan fløj af.

Jeg nød virkelig at være på tur, og synes, at det var rigtig sjovt at prøve at være australsk cowboy.