Jeg kan se, at det er ved at være rigtig længe siden, at jeg har sendt et blogindlæg. Det skyldes kort sagt, det overskriften beskriver.
Jeg kan virkelig godt lide at skrive disse blogindlæg, og jeg håber samtidig, at der er også er nogen i den anden ende der kan lide at læse dem. Var faktisk begyndt på et blogindlæg, men har ikke haft tid til at gøre det færdigt. Så nu får I dette og så må det andet komme senere.
Der er de sidste ca. 3 uger kommet rigtig mange volontører til stedet. Vi har vel været oppe på omkring 13 stykker. Det skulle jo egentlig afhjælpe arbejdstravlheden at vi er så mange. Det har også været rigtig godt at vi har været flere hænder, da jeg har været meget alene oppe ved de store dyr. Men af en eller anden grund har det ikke kunnet mærkes så meget at vi har været 4 volontører oppe hos de store dyr. Noget skyldes nok at veterinærsygeplejersken pludselig har fået et andet job og forsvandt fra den ene dag til den anden. Sjovt nok gav det faktisk lidt mere arbejde, selvom jeg ikke troede det, med den arbejdsindsats han bidrog med. Men det er nok ikke lige nu jeg skal uddybe det, sa det ma ogsa blive en anden gang.
Fordi der er så travlt på arbejdet, er det faktisk sikkert at vi arbejder over. Vi har fri kl 17, men den bliver bare gerne omkring 17:30 inden vi tager afsted, af den ene eller anden grund. Når vi er så mange er det også svære at få alle til at blive færdige til tiden. Man vil jo gerne se om man ikke lige kan nå at blive færdig. Jeg har tænkt på, at jeg skulle lære af inderne, når klokken slår 5, så simpelthen bare gå ad af døren. Jeg tror alligevel ikke, at jeg nogensinde vil opnå følelsen af at være færdig, så måske er det løsningen.
Derfor er jeg sjældent hjemme fra arbejdsdagen før kl 18. Så er det et velfortjente bad, så jeg kan prøve at skjule lugten af ko, asel og alt muligt andet. Vi volontører spiser gerne sammen og finder en restaurant i nærheden. Så går aftenen egentlig med det. Inden vi alle bliver samlet, får fundet et sted, bestilt, får maden spist osv. så er aftenen så godt som gået. Vi sidder og snakker og så bliver det gerne sengetid, da der er brug for søvnen til endnu en hård og travl arbejdsdag.
Derudover har der på grund af flytningen fra TOLFA projektet til Animal Aid, været en masse forvirring. Vi har betalt TOLFA for at være med i et kirurgi program, og der har manglet en erfaren dyrlæge for at dette kunne lade sig gøre på Animal Aid. Derudover er indehaverne af Animal Aid ikke så glade for operationer, de synes nok risikoen er for stor, og hvis der er en anden vej uden om, så tager de den. TOLFA har ikke informeret, de volontører der endnu var der hjemme, særlig godt, for det var sa godt som for sent. Det har føltes som om, at de har prøvet at holde folk hen så længe som muligt uden virkelig at fortælle dem meget om det andet sted. Så de har været sikre på at volontører ikke kunne nå at melde fra. Det hele drejer sig egentlig om kirurgi, og det, at få lov til at opererer med en erfaren dyrlæge, der kan træde til og hjælpe. Det er det, folk er kommet efter for at få. Nogle har fået fortalt, at der nok ikke blev kirurgi inden de rejste hjemmefra, og har derfor spurgt om at få deres penge tilbage, og har fået det. Andre har fået en mail, efter at de var taget afsted, som de så har kunnet læse i lufthavnen, indeholdende information om, at det ikke var sikkert at der var kirurgi til dem. Det har givet meget frustration, forvirring og dårlig stemning blandt folk og i gruppen. Dårlig information som har ledt til at flere har aflyst og forladt projektet tidligere end beregnet, for at benytte muligheden for at rejse rundt i Indien, når de nu var her. Det gør bare, at det føles som om at dagene bliver længere og hårdere, da alle disse tanker og følelser kører på højtryk i hovedet som baggrundsstøj.
Der ud over har jeg heller ikke lige været for heldig med mit hotelværelse. Det er måske mig egen fejl, har måske valgt en for lav standard. Men noget af det må også skyldes lidt uheld. Da jeg har betalt TOLFA skal de dække hotel-, taxa- og frokostomkostninger, det giver mig ca. 300 rupees til at dække hotel. For den pris er det bare ikke en kongesvuite man får. (Meget groft, svarer 300 rupees til 30 kr) Sa hoteomgivelserne medvirker heller ikke til at humoret bliver bedre.
Alle de ting har rumsteret i hovedet. Det har føltes som om at tingene har modarbejdet mig, og har taget mere energi end det har givet. Det har givet frustrationer, dårligt humør, og derfor har der hverken været tid eller overskud til mails, blogindlæg, postkort og så videre.
I må ikke blive nervøse, bare fordi jeg er på den anden side af jordkloden. Jeg skal nok klare mig, for jeg er i en gruppe af søde og forstående personer, så vi støtter hinanden. Derudover har jeg mig selv mistankt for at vare hablos optimist til tider ;-) Jeg regner med at tage nogle fridage nu her, og så starter jeg kirurgi i slutningen af denne uge der kommer. Så falder tingene forhåbentlig lidt mere på plads.
Der kan jo også være skyggesider ved at være væk, bare fordi man er ude at rejse bliver man ikke lovet en dans pa roser, uden torne.
Det var lidt nyt for denne gang. Sa ved I hvad der foregar, samtidig haber jeg at det er okay, at jeg har givet luft for mine frustrationer.
