onsdag den 16. april 2014

De daglige arbejdsopgaver

Morgen rutinerne
Bytte heste
Præsentation af Clarry.

 
Dette er Amandas anden konkurrencehest, han er stadig ret ny i det, så hun har ikke startet konkurrencer på ham endnu, og skal også starte helt fra bunden af. Han har været i Hong Kong og skulle være galophest, men kom aldrig så langt, og nu er han altså her. Dog har Clarry også lige udskudt planerne om ridning og konkurrencer, da han har været oppe og toppes med hegnet, og har derfor fået et stort sår på det ene bagben. Han er sådan en hest der bare nemt kommer galt af sted, og heller ikke rigtig selv prøver at undgå det, da han rigtig gerne vil lege og have at der sker noget.
 

Dette uheld har så også lige givet noget ekstra arbejde. Han skal holde benet i ro, og derfor skal han stå i boksen. Amanda og Rafe siger, at han ikke kan stå i boksen alene, og derfor HELE tiden skal have en stående ved siden af sig, det har så bare givet endnu mere ekstra arbejde.
 

Så morgenrutinen var som følger: Jeg gik hele vejen ned i den store indhegning for at fange en hest, selve indhegningen var også ret stor, så det kunne godt blive noget af en gå tur. Selvfølgelig var Ben-dog med til selvskab og til lidt leg på vejen frem og tilbage.
 

 
Fik fanget hesten, og skulle så tilbage med den til stalden, oppe på bakketoppen.

 
Jeg kom tilbage med hesten. Tog den ’gamle’ hest ud af boksen, puttede den ’nye’ ind i boksen.
Gik hele vejen ned med hesten, slap den fri, og gik så tilbage. Der var en rigtig god bakke jeg skulle gå ned og op af, så fik noget motion af alt den bytten rundt.
 
 
Derefter skulle der skiftes vand i de to bokse, samt gøres rent.
Jeg blandede også foder til om aftenen, så kunne jeg nemlig blive hurtigere færdig med aftenfodringen.

Tjekke dyr samt vandkar
Da det er så frygteligt varmt, er det livsvigtigt for dyrene at vandkarrene bliver tjekket hver dag, da det kunne få alvorlige følger, hvis et vandkar holdt op med at virke, og det ikke blev opdaget. Nogle af vandkarrene behøvede måske ikke lige at blive tjekket hver dag, men det var nemmere at lave det til en fast rutine, da det var en virkelig vigtig arbejdsopgave. Derudover skulle det også tjekkes, at alle dyr havde det godt, og var sunde og raske. Køerne blev ikke tjekket så grundigt, det var mere bare at flokken var, hvor den skulle være. Hestene blev tjekket nærmere, for at sikre sig, at de ikke havde fået sår fra hegnet eller andet. Til denne daglige runde havde jeg fået et køretøj stillet til rådighed, jeg kaldte den ”golf-vognen”. Jeg synes, at det lignede sådan en golfspillerne kører rundt i.


 
’Golf-vognen’ var bestemt ikke et ligeså godt køretøj, som ATV’eren havde været i Nowra, men det gik da. Ben-dog var flink til at løbe med når jeg kørte min runde, så kunne han også få en dukkert i en af de mange vandkar vi passerede på vejen. Nogle gange kunne det faktisk godt lidt føles som om at jeg var på safari.
 

Aftenfodringen
Så startede bytteriet med hestene forfra igen, bare med en ny hest fra marken.


Derudover havde jeg også fået den ”ære” at se efter at unghesten ’Flame’ fik spist sin aftensmad i ro og mag. Det var en indhegning med 5 heste, den gamle hest ’ET’ skulle fodres, da han var lidt tynd, men da han var leder af flokken holdt han selv uvedkommende væk. Så var der ’Flame’ hun var ligeledes undervægtig, men da hun var nederst i hierarkiet, skulle hun have en til at vogte hende mens hun spiste, så hun kunne få maden i fred. Så mit arbejde var stå og glo på at hun spiste, og svinge med pisken, hvis de andre heste kom for tæt på. Desværre var hun ikke en gang en der spiste hurtigt, det kunne godt føles lidt som spild af tid at stå der og kikke på hende, dog tror jeg, at hun nød sin mad.   


Ingen kommentarer: