Afsnit dedikeret til mine niecer (The Graham Farm)

 

Dette blogindlæg vil jeg dedikere til mine skønne niecer Neel, Sif og Gry.

Sif og Neel.


Gry og Neel.

 

Jeg savner jer, og tænker meget på jer! Der er underligt at tænke på, at I bliver så store, mens jeg er væk. Afsnittet er til jer, da jeg har mødt nogle søde børn som har fyldt dette tomrum lidt ud, det tomrum, at jeg ikke har jer tæt på og kan se og være sammen med jer. Det, at jeg har været sammen med disse børn, har fået mig til at tænke på jer, og glæde mig endnu mere til, at jeg kommer hjem til jer igen.  

 

Børnene var virkelig søde og lettede lige situationen nogle gange, selvom det også nogle gange var lidt mere udfordrende, at der var børn, da der hele tiden var gang i den, og man skulle være ’på’ hele tiden. For eksempel var det dejligt at mærke den store glæde børnene viste, da jeg kom og skulle bo hos dem, denne glæde fik mig til at føle mig SÅ velkommen og var dejlig hjemligt.

Især Adele havde et utroligt kærligt gen, som hun også gjorde brug af. Hun var simpelt hen så sød og gav energi og glæde tilbage via hendes søde omtanke, så som at give mig tegninger.

 

Da jeg ikke kan nyde mine niecers selvskab, er det dejligt at mærke, at der er nogle børn omkring mig der kan være lidt ’stand ind’ for dem. Toby gjorde det på den søde og lidt mere barnlige måde ved at sige ”Hello Dinah” lige så snart han så mig, eller kunne høre jeg var på vej ind ude fra, og så blev jeg ellers mødt af hans søde smil og virkelige filur venlige øjne. Jeg fik også lært ham et nyt ord ’Nemo’. Egentlig ikke rigtig et ord, men et navn på en tegnefilms figur. Af en eller anden grund, som kun Toby ved og nok ikke kan forklares, var dette ord bare så sjovt at sige, så han grinede og gentog navnet igen og igen og igen med et ordentligt smil.
 

Det var hyggeligt at få ham til at starte, med denne lange gentagelse. Der ud over kom han nogle gange og kravlede op på skødet for at læse en bog eller se et filmklip med store biler, monster trucks, som hans far havde på sin mobil. En dejlig og livsglad dreng, som spredte en dejlig glad stemning.

Adele er meget kreativ anlagt, og jeg var så heldig, at hun delte ud af det hun lavede. Jeg fik en tegning af hendes som hun havde lavet med klistermærker.
 

Der ud over havde hun udvalgt et meget pænt kort, og skrevet en meget sød og kærlig hilsen i kortet med omtanke for min rejse.

 

Kortet gav hun til mig i løbet af mit ophold, hvor jeg boede hos dem, og fortalte, at det var til mig, og jeg måtte åbne det efter, at jeg var rejst videre. Virkelig sød omtanke af sådan en lille størrelse.
 

Jeg håber, at Sif og Gry er kreativt anlagt, for der er ikke noget bedre end børnetegninger. Men mon ikke jeg er heldig, det tyder i hvert flad godt med de hjemmelavede perle armbånd jeg fik i julegave.

Der var også en eftermiddag, hvor Adele havde plukket en buket blomster fra haven til mig.

 

Vi havde en aften, hvor jeg ville prøve at lave noget andet med børnene, end at spille. Det blev derfor til en pandekage aften.

Adele er vandt til at hjælpe til i køkkenet, så hun havde styr på det der med at mikse tingene sammen. Jeg havde lidt troet, at den sjoveste part nok ville blive at spise pandekagerne, selvom jeg også regnede med at de ville finde det spændende at hjælpe til. Jeg tror dog, at den del af arbejdet de gik mest op i var at lave pandekagerne på panden, da der gik stor konkurrence i at lave specielle pandekager, og gætte og forstille sig, hvad de forskellige, mærkelige formede pandekager, lignede.

De var meget optaget i at lave forskellige former med dejen. Men det var også populært da de skulle spises. Det virkede som om børnene hyggede sig, og det gjorde jeg også, selvom det måske lige blev lidt anderledes end jeg havde forstillet mig, og bestemt tog længere tid. Men øvelse gør mester, så jeg må bare til at lave noget med Sif og Gry når jeg kommer hjem.
 

Billeder fra en aften, hvor Adele og jeg tog opvasken.