torsdag den 16. januar 2014

Julen 'Down under'


 
 
 
 
 
 
 
 
Dette blogindlæg bliver lige en lille opfølgning på højtiden der har været, hvor jeg så kan fortælle hvordan det faktisk var at holde jul så langt væk.
På den ene side føles det som om det er meget længe siden det har været jul. Sommervejret gør, at tankerne bliver trukket i en helt anden retning, og der er ikke skyggen af vintervejr som kan minde mig om at det faktisk er vinterhalvår, i hvert fald i Danmark, som jeg er vant til.
Dog er jeg på det seneste alligevel blevet mindet om at det ’lige’ har været jul, for julepynten er ikke blevet taget ned i de australske byer endnu. På landet er der ikke spor af julen, men fordi jeg i de seneste uger har været på tur, har jeg set, at det samme ikke gælder de australske byer.
Jeg har nemlig rejst rundt med en god veninde fra Danmark, som har været så sød at komme ned på besøg. Vi har besøgt byerne Adelaide, som er den største by i staten/regionen Syd Australien, samt Melbourne, som er staten/regionen Victoria’s største by. I disse storbyer er julepynten ikke taget ned endnu. Der er stadig en flot udsmykning i byen med kranse, juletræer, vel at mærke af plastisk, og andet juleudsmykning. Det er rigtig flot julepynt, men jeg synes, at det har haft sin tid i gadebilledet for denne gang.
På en af de ture vi har været på, spurgte jeg guiden om han vidste, hvad årsagen var til at julepynten stadig ikke var blevet taget ned. Han mente at det groft sagt var en form for dovenskab, til det skal det dog siges, at det i Australien er sommer nu og derfor også sommerferie. Så i stedet for dovenskab er det måske mere rigtig at sige, at det er på grund af ferie. Det er dog lidt pussigt, da jeg som turist ikke mærker at der er sommerferie i byerne. Dog kan australierne selv mærke feriestemningen, da der ikke er så mange biler i gaderne som der ellers ville være, det er dog ikke noget jeg har tænkt på, men ved så bare, at byen plejer at være mere travl end den er nu. For som turist, har jeg i hvert fald ikke bemærket feriestemningen, alle butikkerne har åbent, og jeg synes der er travlhed og mange mennesker på gaden.
Så lige på punktet med julepynt, passer sanglinjen ”…og julen vare lige til påske…” bedre til Australien end til Danmark.

 

 
 
 
Jeg havde hørt fra australierne selv, at det plejer at være så varmt, så varmt i julen, og den australske jul derfor vil foregå på stranden. Jeg var ret spændt på at se, hvordan sådan en julefejring ville være.
Jeg synes, at det var underligt, at der ikke skete et eller anden den 24. december, især fordi det for mig var jul. Men det virkede ikke som om der var nogen specielle ’lille juleaften’ traditioner, som vi ellers har i min familie. Juleaftensdag (den 25. december) startede med en hurtig morgenmad, da arbejdet lige skulle gøres færdig først. Til morgenmaden var der så julegaver, jeg var så heldig at få en gave af min arbejdsgiver. Dejligt, at jeg også havde noget at pakke op samtidig med dem. De to dejlige julegaver hjemmefra, havde jeg nemlig pakket op den 24. som for mig var det mest naturlige. Så jeg havde holdt min egen lille, form for juleaften der. Julegudstjenesten startede allerede kl 9, og var en time med lidt forskellige indslag af musik og læsninger, samt prædiken. Det der var det mest underlige og anderledes, var gudstjenestens afslutning. Afslutningen blev efter sidste sang skudt af med serpentiner, truthorn og konfetti raketter, mens der blev råbt ’merry el. happy christmas’ og tillykke med fødselsdagen. Jeg følte, at vi var ved at skyde det nye år ind, men det var dog lidt for tideligt til det. Det var en meget anderledes måde at fejre det på, synes jeg.
Vejret skuffet mig dog virkelig. Det var ikke det varme sommervejr, som jeg havde forventet, men føltes derimod næsten koldt. Derfor var det rigtig dejligt med en varmkakao der hjemme efter gudstjenesten. Efter den lille forfriskning kørte vi til stranden for at spise julefrokosten, men det var ikke vejrets solskin der trak en til stranden. Det blev ikke til nogen juledukkert, derimod var vi bare glade for at vi kunne nyde vores frokost i tørvejr og holde varmen, for vejret var slet ikke så lovende. Til julefrokosten var der barbecue, som der skal være, når det er australsk, dette dækker bare over at der bliver grillet pølser, på en af de flere udendørs grill der er et hvert picnic sted. Til de grillede pølser var der nogle lækre salater. Til dessert var der triffel, som er en slags roulade der er blevet skåret ud i skiver, og så laves der en form for lagkage i en skål. Kagen består af nogle lag med kagecream, frugt samt den kage der er blevet skåret i stykker og danner lagene. Der var til sidst nogle julesmåkager, mint-tærter og chokolade trøfler. Et virkelig lækkert måltid. Vejret påvirker, hvad det er jeg har lyst til at spise, så når det er varmt er det rat med salat og mad der ikke er for tungt, men jeg må sige, at jeg savnede min mors hjemmelavede julemad da jeg snakkede med familien i kort telefonen deres juleaften, og igen, da jeg så billederne fra juleaften.



 


 



 



Det var ikke længe vi var på stranden da Ron, min arbejdsgiver og jeg, skulle hjem og malke. Det skal jo også passes, sådan er det også der hjemme. Det begyndte at regne, slet ikke et passende julevejr synes jeg, men det fik da køerne hurtigere hjem fra marken, så det var ikke så skidt, at det ikke var godt for noget. Om aftenen var vi hjemme hos deres datter til sammenskudsgilde, sammen med familien, hvor alle havde medbragt deres rester fra julefrokosten. Det var en meget afslappet og hyggelig familie aften, der blev taget lidt julegaver i brug, da det lige skulle afprøves om krøllejernet også kunne krølle håret så let som tegningen viste, og det kunne det sandelig! Jeg fik oplært nogle i den svære danske stjernekunst, så vi fik også flettet nogle julestjerner den aften.
Deres første juledag, er slet ikke rigtig nogen første juledag. Den 26. december hedder ’Boxing day’ og navnet fortæller, at det er den store byttejulegave dag, samt udsalgsdag! Så der er ikke meget tid til fordøjelse af julemaden, hvis man er en af dem der skal ud og have fat i de gode tilbud. Er man mere til en stille dag, så er der også en stor cricket kamp i fjernsynet den dag, så der kan blive slappet af på sofaen, eller en tur på stranden selvfølgelig;-) Den 27. december er hverdagen så tilbage igen, bortset fra det der er ramt af sommerferien.
Alt i alt en ret kort jul, sammenlignet med der hjemme, hvor vi har lille juleaften og juleaften, samt både 1. og 2. juledag. Jeg savnede, vores traditioner der hører til de forskellige dage, eller bare nogle traditioner som markerer dagene lidt tydeligere fra hinanden, end jeg synes at de blev her. Derudover har australierne jo lige så mange forskellige familie traditioner som vi har, men det var i hvert fald sådan min jul blev hos familien Graham, down under.

Ingen kommentarer: