Fåreklipning - Kangaroo Island

Rob’s shearing. Dette var en fåregård, hvor der blev vist og fortalt hvordan det foregik, når fårene skulle klippes.

Først hentede hans 3 hyrdehunde fårene og bragte dem ind i stalden. Det var især heldigt den dag da det regnede, og vejret var ikke særlig godt.

En af hundene var så specialtrænet til løbe oppe på ryggen af fårene, for at bringe fårene længere frem af i den smalle sti fårene skulle igennem.

Så viste Rob hvordan man klippede får. Der var lidt specielt udstyr man skulle have på for at klippe får. Det var nogle sko, der lignede sutsko, det var vist for at stå bedre fast, og så var der trøjen, hvor der var en speciel ’plade’ på siden, som beskyttede, hvis fåret skulle sparke.

Nøglen til at undgå at fåret ville begynde at sparke var at holde styr på bagbenene, ikke give slip på fåret og så bare en masse øvelse.

Og så vare det bare at klippe, dreje, klippe, dreje og klippe...

 

Det færdige resultat! Et noget mindre får kom til syne.



Rob var udlært, så han kunne vurdere og sortere hans egen uld. Han havde marino får og der er meget forskel på det forskellige uld man kan få, så derfor kan man blive udlært i de forskellige typer uld, som der er.

 

Til sidst sluttede han af med at spinde lidt af ulden for os.

 

Jeg synes, at det var en rigtig spændende at se en ægte australsk fåreklipning. Også fordi de har så mange får i Australien, så det er form for farming som er forholdsvis udbredt. Det er spændende at se, hvordan det er, australierne tjener deres levebrød.   

Postkort fra Kangaroo Island

Astrid og jeg ville benytte lejligheden, at vi var tæt på denne spændende natur ø. Så vi meldte os på en guidet bustur i to dage, for at se hvad øen havde og byde på.

Turen startede med en bustur, på ca. 1,5 timer, fra Adelaide til punktet Cape Jervis, hvor færgeforbindelsen gik fra. Færgeturens start var noget anderledes, dog heldig ikke for Astrid og jeg, der var gående passagerer, men for bilisterne. Bilisterne skulle nemlig bakke om bord på færgen, det var simpelthen så underligt synes jeg. Jeg skal nok prøve at gå stille med dørende, med denne ny opdagelse, så de ikke får samme ide på Bornholmer færgen. Det var en sejltur på 45 min, lidt hårde da det blæste meget.

 Astrid med hendes færgebillet.

 Fyrtårnet ved Jervis Bay.

 

På den anden side af vandet, kom vi til byen Penneshaw. Der fandt vi en lille fin bus og en fantastisk guide, samt 10 andre flinke mennesker, som vi fik snakket lidt med i løbet af turen. Vores guide var meget energisk, havde en rigtig god indlevelsesevne og interesse for det hun fortalte om, og så virkede det som om hun bare havde en uudtømmelig kilde af viden om alt muligt forskelligt.

Vi fik historien med englænderne der var de første der var kommet til øen, og blot 3 dage senere var franskmændene kommet. Franskmændene fik så æren af, at være de første der sejlede hele vejen rundt om øen, for det havde englænderne ikke brugt tid på. Det er forklaringen på hvorfor at mange af øens steder, har franske navne.

 

Der er kun en befolkning på omkring 4.300 personer. Til gengæld en antallet af kænguruer omkring 1 million, efter regulering af bestanden, da den nemt bliver højere. Derudover er der en masse får(70.000), koalaer(15-20.00) samt en masse andre dyrearter på øen.

Øen er kendt for dens natur, samt bevarelse af truede dyrearter. Flere dyrearter er blevet bragt til øen for at se om det kunne give bestanden en opadgående kurve. Dette har lykkes i rigtig mange tilfælde, et af eksemplerne er koalaen. Næbdyret som er en af Australiens kendis dyr er også blevet bragt til øen for at hjælpe den lave bestand, og det ser også ud til at være opadgående.

Der er tre byer på øen med en skole placeret i hver af dem. Hovedindtægten på øen kommer af turismen. Derud over har de en stor fangst af hummer og fisk. Får som giver uld, samt at der bliver fremstillet forskellige mælkeprodukter. Der er flere forskellige vinproduktioner, honning, som kommer fra en speciel italiensk bi, som englænderne (eller franskmændene) havde med sig da de kom, samt eukalyptus olie.

Øen er også en natur ø forstået på den måde at de prøver at leve lidt simpelt, så fx er der ingen Mac. Donalds, trods at koncernen vist har ansøgt flere gange om at starte en op. Deres vandforbrug er det der kommer fra himlen. Derud over får øen sin elektricitet fra 'fastlandet', Australien, og ved blæsevejr kan der godt være en løs forbindelse, med det kabel der ligger på havbunden.

Øen er omkring 155 km lang og næsten lige så bred, så det blev alligevel til noget køretur i de to dage vi var der.

Vi besøgte en masse forskellige spændende steder.

Vi startede med Rob's shearing, dette var en fåregård, hvor der blev vist og fortalt hvordan det foregik. Dette vil komme som et postkort for sig selv.

Vi besøgte et eukalyptus destilleri, hvor de lavede eucalyptus olie, salver, sæber osv. De lavede også salver og cremer af fedt fra fuglen Emu, det skulle være godt for forskellige situationer hvor huden er sart. Derud over havde de forskellige souvenirs og produkter. Stedet hed Emu Ridge Eucalyptus Distillery. Jeg synes, at det var lidt ironisk af på de fleste af deres produkter stod der at det var giftigt. Men det var tænkt som, at man blev syg, hvis man drak alt indholdet, men en dråbe olie kunne være godt til forskellige situationer.

 

Så besøgte vi stranden der meget praktisk hed Seal Bay. På denne strand, var der mange søløver, der holdt til. Det var den Australske søløve.

Vi besøgte også et sted som meget passende hed Little Sahara, som bød på sand boarding (det får lige lidt mere plads en anden gang).

Vi boede på Vivonne Bay Lodge, som mindede lidt om en spejderhytte. Den lå i naturskønneomgivelser. Som mørket faldt på kom kænguroerne frem på græsplænen, - man er vel i Australien ;-) Jeg fik også set min første vilde koala! Det var meget stort at se en i den fri natur. Den sad og sov, det viser sig, at det er det koalaer er bedst til, især om dagen.

 

Næste dag var det tidligt op, da en masse nye flotte steder ventede, på at blive opdaget.

Første punkt var at se nogle vilde koalaer, det blev i en skov lige op til Hanson Bay Wildlife Sanctuary. Oversat er det navnet på området, som er Hanson Bay, og så er det de vilde dyrs fristed. Trods denne oversættelse som lyder lidt som en park, så forsikrede guiden os om at det var vilde koalaer. Selvom jeg allerede havde set min første vilde koala, bliver man ikke lige træt af at se flere. Hele gruppen gik meget op i at kikke højt op i trækronerne på eukalyptus træerne, for at spotte en koala. Da jeg synes, at koalaerne er så søde, får de deres eget postkort med en masse forskellige billeder, af forskellige sovende koalaer;-)

Vi besøgte Flinders Chase National Park, som ud over en masse flot skov havde de to særværdigheder Remarkable Rocks og Cape Du Couedic, som får deres egne postkort.

Der var mange forskellige flotte planter i skoven. De havde mange af en speciel art, kan ikke huske hvad den hed. Den voksede vildt langsomt, og derfor var mange af dem vi så flere hundrede år gamle. Billeder beskriver nogle gange bedre end ord.

Planten starter som de små i forgrunden, og så langsomt begynder de at vokse i højeden. Den høje i baggrunden var omkring 800 år gammel. Det er meget modstandsdygtige over for skovbrænde, så den høje, har været igennem en del brænde i sit liv. Store dele af nationalparken brændte ned for nogle år siden, men skoven var allerede blevet fin grøn igen. Mange af de australske planter har ’bushfires’ som et led i deres naturlige cyklus, en brand kan være nødvendig for at deres frø overlever bedre, eller at frøene begynder at spire.

Så besøgte vi The American River, som egentlig var en bugt, der fik vi set pelikaner og sorte svaner.

 

 

Vi besøgte også nogle rigtig flotte strande.

 (Pennington Bay)

 (Hanson Bay)

 (Hanson Bay)

 (Hanson Bay)

Til sidst sluttede vi af med et overblik over øen, fra et udkiks punkt. Det var dog svært at spotte nogle af de forskellige steder vi havde været. Så vi nød bare den gode udsigt.

Trods vejret var noget koldt(sammenlignet med hvad det burde være her nede) var det alt i alt to fantastiske dage med en masse ny viden og rigtig mange gode og spændende oplevelser.

 

Postkort fra Adelaide

Så er der kommet postkort fra Adelaide.

Adelaide kom lidt dårligt fra start, på Astrid og mit eventyr, som var vores første store stop. Det er regionen Syd Australiens ’hovedstad’, så vi havde forventet os en stor by med masse af liv, og hvor der skete noget i gadebilledet. Der ventede os mere en by som mindede om en søvnig provinsby, derudover var vejret overskyet, og især Astrid havde set frem til få noget sol! Vi lærte dog en vigtig lektie, som er, at man ikke skal dømme for hurtigt (straks prøve at finde på noget andet i stedet for), samtidig er det vigtigt, at se, hvad netop dette sted/by har af spændende oplevelser. Det ville egentlig også havde været rigtig kedeligt, hvis byen havde været lige som vi havde forstillet os, for så havde vi jo ikke oplevet noget nyt og anderledes. Derudover var det godt, at den ikke var som ’de andre’ byer, for så havde udfordringen med at opleve en ny by også manglet.
Adelaide var en by som gjorde meget for at få folk til at cykle. Så vi fandt et sted, hvor vi kunne ”leje” cykler gratis. Det var virkelig dejligt at have eget transportmiddel, så vi kunne komme rundt, og samtidig kunne tage det i eget tempo. Jeg nød især igen at cykle, og følte mig helt på dansk sommer cykelferie.

 

Så vi tog os en cykeltur i byen med mål at cykle til stranden. Der var dog et godt stykke vej til stranden, måske fordi vi ikke lige tog den lige vej heller. Vi cyklede langs åen/floden der snørklede sig gennem små parker og villakvarterer, så det var en rigtig flot vej vi kørte. Det blev ikke lige til en dukkert, selvom vi var ved stranden. Men til gengæld fik vi en rigtig australsk klassiker til frokost, ’Fish and chips’, som kom i en lidt anderledes anretning.

 

  Det tørre landskab skilte sig ud i forhold til Danmark, her er der kun grønt lige omkring åen.

 Vores frokost serveret i en skotøjsæske?

Vi var kommet af sted på vores tur uden solcreme, og Astrid blev frygtelig solbrændt og rød. Så dette gav os lige endnu en lærestreg om, hvor vigtigt det er, at huske solcremen, også selvom det virker overskyet. Samt at Astrid roligt kunne slappe af, hun skulle nok få sol og kulør, på hendes 3 ugers ferie.

Adelaide fik faktisk også gjort vores anden skuffelse til skamme, da vi faktisk endte med virkelig at kunne lide byen, og vi blev der næsten en hel uge, og så var der endda flere steder vi slet ikke nåde at få set.
Men det var nu rigtig at byen var lidt provinsby-agtig, det var en stille by sammenlignet med skyskraber byer som Sydney og Melbourne. Men derfor kan der jo sagtens være masse at opleve i området.

Vores backpacker hostel 'My place'.

Vi brugte to dage af vores ophold i byen til at tage en bustur med overnatning til Kangaroo Island, som er en ø, der ligger ca. et par timers kørsel fra Adelaide. Mere om den kommer en anden gang.

Der var et rigtig lækkert grøntsags marked, med en masse forskelligt som vi kendte og ikke kendte. Samme sted var der også mange fristende boder med lækker chokolade, kager og is.

Noget spændende noget, som vi dog ikke prøvede. Vi undrede os bare over, hvad det kunne være???

 

Så var der en rigtig flot botanisk have, som var flot, spændende og anderledes at kikke rundt i.

 

 

 

 

Vi var på et slags kunstmuseum, for aborigine kunst. Det levede ikke lige helt op til forventningerne, der var ikke så meget at se. Så var det også en lidt anderledes oplevelse, da udstillingen netop var færdig, og derfor blev alle billederne givet væk. Temaet var ’Road kill’ af kænguruer, lidt sørgelig udstilling i længden, at se på alle de kænguruer der var blevet kørt over. Mange billeder var så også allerede taget, så det gjorde at udstillingen virkede meget tom. Jeg fik et billede med, hvor jeg bevarede den del af billedet, hvor kænguruen stadig hopper, så passede billedet også nemmere ned i kufferten.

 

Så fik Astrid og jeg os en stor oplevelse som der ikke lige står om i guidebøgerne.

Vi kom til at snakke med hende der sad i receptionen, om heste, da hun havde en trøje på der reklamerede for et hesteevent i byen, som desværre først er til november. Men så ville vi lige høre om hun kendte nogle i området med heste, jeg tænkte på om jeg evt. kunne finde noget arbejde. Vi fik nogle kontakter, jeg fik ringet og vi fik lov til at komme ud og besøge Di Schaeffer som har Sunburste Equestrian. Selv har hun redet store stævner i Australien og datteren Wendy har vundet OL i Atlanta i 1996. Det var en stor oplevelse, at være så tæt på en så stor sportsstjerne, selvom Wendy dog er flyttet til England. Det var også stort at opleve, hvor nede på jorden Di var. Hun viste med glæde alle hendes heste frem og fortalte. Da jeg havde nævnt at jeg var dyrlægestuderende viste hun mig nogle klienter de havde, det var rigtig spændende og lærerigt lige at blive udfordret, med at skulle se på nogle af hendes heste. Så var vi også så heldige, at få en tur på nogle en hestene.

 

Vi havde taget bussen til Hahndorf, hvor Di så hentede os og kørte os hjem til sig. Da vi var ankommet til byen om morgenen, havde det bare lignet en rigtig lille, søvnig by, hvor der ikke skete noget, eller hvor der var noget der var værd at se. Men da vi kom tilbage om eftermiddagen, var byen forvandlet til en rigtig lille turist by. Det var helt underligt at se denne forandring, og overvejede, om det mon nu også var det samme sted vi var blevet læsset af, men det var det. Der var bare kommet gang i byen, butikkerne var åbne og så hjalp det også at solen skinnede. Vi tog derfor lige nogle timer, hvor vi kikkede rundt, inden vi tog bussen hjem igen. Sjovt at være midt i et populært turistmål uden af vide det, men det viste sig, at vi var det rette sted, på det rette tidspunkt. Det vidste sig at være en tysk inspireret by, som navnet egentlig i sig selv også gav antydning af. Vi nød en is og den hyggelige europæiske stemning, samt at solen tittede frem og gav en sommerstemning, efter en kold dag.

 

 

Vi nød byen med de forskellige, anderledes steder, som byen havde at byde på.

 

Forskellig typer af gadekunst.