Indisk luksus!

Et kapitel er afsluttet og skrevet færdigt. Første etape af den planlagt tur i Indien er færdig. Et nyt kapitel kan påbegyndes. Anden etape af eventyret i Indien skal nu til at skrives. Første del var med arbejde, anden halvdel bliver ferie og rundrejse, og endda med godt selskab hjemmefra, da min kusine Sara er kommet til Indien og tager del i eventyret. Efter to måneders hårdt arbejde med at rende rundt og fange dyr i både støv og mudder så følte jeg at der virkelig var brug for noget afslapning og luksus. Derudover ville Sara også være træt efter en meget lang rejse så regnede med at vi begge vil værdsætte et rigtig godt hotel. Så jeg gik all in og bestilte et vildt lækkert hotelværelse til os. Jeg mængde mig, bare for at prøve det en gang i mit liv, med de rige.

 Jeg opgraderede hotellet fra at have et med andre på min egen alder til mere at møde aldersgruppen der havde tid til at rejse efter at være fratrådt fra arbejdsmarkedet. Derudover var forskellen for pengepungen også tydelig, det nye værelse kostede mere pr. nat end hvad jeg havde givet samlet i husleje for de sidste 3 uger. Jeg ved ikke helt om denne sammenligning siger mest om det billige eller dyre hotel. I hvert fald er det sikkert at vil man give sig selv en oplevelse af den slags, så er Indien landet, hvor det kan lade sig gøre, uden at man mister alle sine penge.
Hotellet var så flot og skønt! Og så var det også rent, samt lækker dyne og seng som der hjemme. Noget af det helt enestående var også hotellets pool. Jeg fik taget nogle morgensvømmeture, og det var skønt. Der var en fantastisk udsigt fra poolen, med udsigt ud over byen og søen, da det er Udaipurs eneste hotel med pool på tagterrassen.

Arbejdet på Animal Aid

- Jeg skal advare om at der kan komme voldsomme billeder fra det virkelige liv!
Det gik maske lidt hurtigt sidst jeg skrev, sa denne gang vil jeg prove at skrive lidt narmere om selve arbejdet. Projektet har en telefon som de lokale og andre kan ringe til, de kan sa forklare, hvor de har set det tilskadekommende dyr og sa kommer en af projektets biler, ambulance, og henter det. De kører ud og henter dyr ca. to gange om dagen. Der kan vare meget forskellige grunde til at der bliver ringet, det kan være en påkørsel eller et dyr i vejkanten og så pludselig bliver der handlet, selvom det måske har været skadet nogle dage. Ofte er det gamle sår som dyret har haft rigtig længe. Jeg arbejder med de store dyr, dvs. æsler og kvæg. Det er så dejligt hjemligt. Langt de fleste dyr har sår som skal behandles. Æslerne får sår fordi deres ben bliver bundet sammen for at sikre sig at de ikke løber for langt væk, men de skal alligevel arbejde hårdt og det slider på dem. Køerne har ofte store sår efter en svær kælving. Det kan også være andre sår, skadet eller brækket knogler eller led. Som sagt er det oftes meget gamle sår, og disse er derfor  fyldt med maddiker pga. alderen og varmen, fluerne er vildt hurtige og kommer sværmende ligeså snart der er noget for dem, og i denne varme udvikler dette sig hurtigt til et meget, meget grimt syn. Det er virkelig klamt at rense sadan et sår, men ens grænse rykker sig, så det er ikke så slemt senere hen at vaske og rense sådan et sår, som det var i starten. Der kommer lidt opdateringer fra arbejdet.

Animal Aid har en facebook side, hvor de lobende opdatere nogle af de dyr de far ind og som bliver behandlet. Har I mulighed for at tjekke det ud vil jeg opfordre jer til det, sa kan I se hvad det er jeg har gaet og lavet. Jeg er faktisk med pa et billede pa siden, med et af de asler jeg har behandlet, faktisk mit yndlings asel. Deres facebook side hedder: Animal Aid Unlimited.  
Det forste indlag er fortallingen om et asel og der er opdateringer fra den 23. september, den 25. september, samt den 18. oktober, hvor det sidste billede er fra.
Jeg har faktisk omtalt dette asel for i en falles mail, jeg har bare aldrig faet samlet op pa historien, da flere synes det var for voldsomme billeder jeg sendte med mailen. Det havde jeg ikke tankt pa, da det var livet og hverdagen for mig, og jeg matte tage arbejdet uden censur. Jeg skrev om dette dejlige asel og kunne ikke finde pa et navn, fik et bud som jeg godt kunne lide: Bileam, sa det kaldte jeg ham. Som billederne ogsa viser, sa kom han sig pant og ret hurtigt. Da historien blev udgivet pa deres facebook side kunne jeg sa se, at vi ikke lige har varet enige om navnet, Animal Aid og jeg, men skidt pyt nu med det, det vidste hverken jeg eller Bileam, og vores kommunikation forlob fint.

Sa har jeg ogsa varet med at at hjalpe kalven som bliver omtalt den 12. oktober, og kan ses her.
Han var noget af en vildbasse, som har voldt os en del problemer, nar han skulle fanges, men det er jo ogsa forstaeligt nok, da det er et frygteligt sar han har og det er svart at fange ham uden igen at ranne eller irritere hans sar. Han har ogsa kommet sig rigtig pant og hurtigt, har dog desvarre ikke lige et billede af det. 

Der ud over har der ogsa varet opgaver som er helt almindelige og som burde vare nemme, sa som at fodre kalvene. Men fordi det er Indien har det ikke varet nemt. Jeg har staet for at fodre kalvene og fa malk til dem, det lyder ret simpelt, men det har det nu ikke varet. Det er ikke sa lige til at fa den mangde malk man har bestilt, det kan vare butikken ikke havde mere, eller hvad nu undskyldningen har varet, og sa matte jeg, eller endnu vigtigere, kalvene nojes med den mangede malk der var. Jeg har ogsa bestemt, at hver kalv skulle have mere malk pr. dag, sa det var ogsa noget de skulle overbevises om. Til sidst provede jeg at lare kalvene at drikke af skalen, i stedet for at skulle flaske fodres. Det var kalvene faktisk overraskende hurtige til at lare, det var nok mere personalet, der synes, at det var markeligt, at kalvene kunne drikke selv. Men pa et tidspunkt ma det jo komme, at de skal lare at drikke selv, de kan jo ikke blive ved med at blive flaske fodres.

Det var lige opdateringen for denne gang.

Billedegalleri fra Indien

Nogle siger at billeder siger mere end ord. Andre siger at ord siger mere end billeder.
Jeg ved det ikke, men i mangel pa tid, til at beskrive alt det jeg ser og oplever med ord, far I denne gang en billed-lig update.
Jeg ser og oplever ogsa andet end dyr...

Arbejdstravlhed

Jeg kan se, at det er ved at være rigtig længe siden, at jeg har sendt et blogindlæg. Det skyldes kort sagt, det overskriften beskriver.

Jeg kan virkelig godt lide at skrive disse blogindlæg, og jeg håber samtidig, at der er også er nogen i den anden ende der kan lide at læse dem. Var faktisk begyndt på et blogindlæg, men har ikke haft tid til at gøre det færdigt. Så nu får I dette og så må det andet komme senere.

Der er de sidste ca. 3 uger kommet rigtig mange volontører til stedet. Vi har vel været oppe på omkring 13 stykker. Det skulle jo egentlig afhjælpe arbejdstravlheden at vi er så mange. Det har også været rigtig godt at vi har været flere hænder, da jeg har været meget alene oppe ved de store dyr. Men af en eller anden grund har det ikke kunnet mærkes så meget at vi har været 4 volontører oppe hos de store dyr. Noget skyldes nok at veterinærsygeplejersken pludselig har fået et andet job og forsvandt fra den ene dag til den anden. Sjovt nok gav det faktisk lidt mere arbejde, selvom jeg ikke troede det, med den arbejdsindsats han bidrog med. Men det er nok ikke lige nu jeg skal uddybe det, sa det ma ogsa blive en anden gang.

Fordi der er så travlt på arbejdet, er det faktisk sikkert at vi arbejder over. Vi har fri kl 17, men den bliver bare gerne omkring 17:30 inden vi tager afsted, af den ene eller anden grund. Når vi er så mange er det også svære at få alle til at blive færdige til tiden. Man vil jo gerne se om man ikke lige kan nå at blive færdig. Jeg har tænkt på, at jeg skulle lære af inderne, når klokken slår 5, så simpelthen bare gå ad af døren. Jeg tror alligevel ikke, at jeg nogensinde vil opnå følelsen af at være færdig, så måske er det løsningen.
Derfor er jeg sjældent hjemme fra arbejdsdagen før kl 18. Så er det et velfortjente bad, så jeg kan prøve at skjule lugten af ko, asel og alt muligt andet. Vi volontører spiser gerne sammen og finder en restaurant i nærheden. Så går aftenen egentlig med det. Inden vi alle bliver samlet, får fundet et sted, bestilt, får maden spist osv. så er aftenen så godt som gået. Vi sidder og snakker og så bliver det gerne sengetid, da der er brug for søvnen til endnu en hård og travl arbejdsdag.

   

Derudover har der på grund af flytningen fra TOLFA projektet til Animal Aid, været en masse forvirring. Vi har betalt TOLFA for at være med i et kirurgi program, og der har manglet en erfaren dyrlæge for at dette kunne lade sig gøre på Animal Aid. Derudover er indehaverne af Animal Aid ikke så glade for operationer, de synes nok risikoen er for stor, og hvis der er en anden vej uden om, så tager de den.  TOLFA har ikke informeret, de volontører der endnu var der hjemme, særlig godt, for det var sa godt som for sent. Det har føltes som om, at de har prøvet at holde folk hen så længe som muligt uden virkelig at fortælle dem meget om det andet sted. Så de har været sikre på at volontører ikke kunne nå at melde fra. Det hele drejer sig egentlig om kirurgi, og det, at få lov til at opererer med en erfaren dyrlæge, der kan træde til og hjælpe. Det er det, folk er kommet efter for at få. Nogle har fået fortalt, at der nok ikke blev kirurgi inden de rejste hjemmefra, og har derfor spurgt om at få deres penge tilbage, og har fået det. Andre har fået en mail, efter at de var taget afsted, som de så har kunnet læse i lufthavnen, indeholdende information om, at det ikke var sikkert at der var kirurgi til dem. Det har givet meget frustration, forvirring og dårlig stemning blandt folk og i gruppen. Dårlig information som har ledt til at flere har aflyst og forladt projektet tidligere end beregnet, for at benytte muligheden for at rejse rundt i Indien, når de nu var her. Det gør bare, at det føles som om at dagene bliver længere og hårdere, da alle disse tanker og følelser kører på højtryk i hovedet som baggrundsstøj. 

Der ud over har jeg heller ikke lige været for heldig med mit hotelværelse. Det er måske mig egen fejl, har måske valgt en for lav standard. Men noget af det må også skyldes lidt uheld. Da jeg har betalt TOLFA skal de dække hotel-, taxa- og frokostomkostninger, det giver mig ca. 300 rupees til at dække hotel. For den pris er det bare ikke en kongesvuite man får. (Meget groft, svarer 300 rupees til 30 kr) Sa hoteomgivelserne medvirker heller ikke til at humoret bliver bedre.
Alle de ting har rumsteret i hovedet. Det har føltes som om at tingene har modarbejdet mig, og har taget mere energi end det har givet. Det har givet frustrationer, dårligt humør, og derfor har der hverken været tid eller overskud til mails, blogindlæg, postkort og så videre.
I må ikke blive nervøse, bare fordi jeg er på den anden side af jordkloden. Jeg skal nok klare mig, for jeg er i en gruppe af søde og forstående personer, så vi støtter hinanden. Derudover har jeg mig selv mistankt for at vare hablos optimist til tider ;-) Jeg regner med at tage nogle fridage nu her, og så starter jeg kirurgi i slutningen af denne uge der kommer. Så falder tingene forhåbentlig lidt mere på plads.
Der kan jo også være skyggesider ved at være væk, bare fordi man er ude at rejse bliver man ikke lovet en dans pa roser, uden torne.
Det var lidt nyt for denne gang. Sa ved I hvad der foregar, samtidig haber jeg at det er okay, at jeg har givet luft for mine frustrationer.

Animal Aid

 Jeg vil forklare lidt om, hvad det er jeg gar og laver nu. Jeg arbejder\hjalper til pa et projekt der hedder Animal Aid.

Projektet er startet og bliver kort af et amerikansk par som hedder Erika og Jim, samt deres datter Clara, der er et ar yngre end mig.

Stedet blev vist officielt grundlagt i ar 2002. Men processen har varet noget langere, da det startede med at de rejste pa ferie hjalp nogle dyr rejste hjem igen og kom tilbage aret efter. De blev dog sa involveret i arbejdet, at de besluttede at tage orlov\sige deres job op og bruge deres tid, fuld pa at hjalpe dyrene i omradet. I starten har det varet arbejde og hjalp for egen pengepung og langsomt har de faet donationer, faste givere som hjalper med omkostningerne til at kore projektet.

De har ingen som sadan baggrund med dyr, sa de har taget tingene som det kom, sogt hjalp og langsomt har det bare vokset sig storre og storre. Dette har ogsa medfort at de har flyttet lokalitation flere gange. Stedet hvor det er nu, er det tredje, dette har varet blandt andet pga. pladsmangel. Det er facinerende synes jeg, hvordan de bare har provet sig frem, og hvordan projektet har vokset fordi der har varet brug for at projekt som det. Det er vist meningen at der skal ansattes en dyrlage i oktober pa fuld tid. Dette er der ogsa brug for, da de har rigtig mange dyr, og mange af dem har det rigtig darligt. Som det nu har de rigtig mange arbejdere og nogle som er en slags veterinar sygeplejesker, og det er dem der star for at finde problemerne hos dyrene og behandle dem.

Projektet har vist omkring 200 dyr i alt. Dette dakker over rigtig mange hunde, en del asler og kvag, og derudover har de duer, en papegoje samt nogle andre fugle, grise, skildpadder og en abe, ved ikke om de har katte i ojeblikket, men de er ogsa velkommende, dem er der bare ikke sa mange af i Indien.

Min dag starter med morgenmad pa resturant "Den lille prins", omkring 8:30. Vi har lavet en god aftale med stedet sa vi far en lakker skal morgenmad, samt en flaske vand og en kop te for 100 Rupees. Ejeren gik ned i pris da han horte at vi arbejdede pa 'Animal Aid', han syntes at vi gjorde et godt stykke arbejde for landet og derfor lavede ha denne gode deal med os. Det er sadan en lakker morgenmad, som jeg glader mig til her morgen.

Kl 9 tager vi en tuc tuc fra hotellet og ud til animal aid, og sa er vi derude ca. 9:30. Der skulle ikke vare mere end 5-6 km, men det gar ikke sa hurtigt.

Mellem 9:30 og 10 gores der rent hos dyrene, samt gives van dog de skal lukkes ud I forskellige indhegninger. Efter kl 10 er det sa tid til at behandle dyrene, og det gar hele dagen med. Forste pause er tea-time kl 11, ca. et kvarter og derefter frokostpause fra 13-14. Omkring kl 16 er der tea-time igen. Efter denne pause og frem til kl 17 fodres dyrene og der rydes op, og sa er det fri og en tuc tuc tur hjem igen.

Det var lidt om stedet og projektet, og hvordan det forlober i grove trak. Sa vil jeg skrive mere om selve arbejdet en anden gang.

Billedgalleri: Kamelsafari og 'bjergbestigning'

Det var min mening at jeg vil bombardere jer med nogen af alle mine billeder, men internet cafeen lukkede ned, sa derfor kommer de nu.

TOLFA

TOLFA star for Tree of Life for Animals,  og det var dette projekt, det var meningen, at jeg skulle vare pa. Projektet tager skadede gadehunde, koer, asler ind, og behandler dem. Det kan vare lokale der ringer angaende et dyr de har set. De tager ogsa ud og henter hunde som de sterilisere eller kasterere og satter dem ud igen. Men meget mere ved jeg heller ikke, da jeg kun naede at vare der nogle fa timer.
For at starte historien fra begyndelsen af, sa ligger projektet i narheden af byen Pushkar. Hele lordagen, for et par uger siden, brugte jeg i en taxa fra Delhi og til Pushkar. Sondag havde jeg fri, til lige at falde til og se byen. Sondag aften var der en update fra TOLFA, som andrede de planlagte ting. Der er en dame der har varet en del af TOLFA i rigtig, rigtig mange ar, men har flere gange i denne periode gjort ting der modarbejdede TOLFA. Jeg ved ikke sa meget om problematikken, men det viser sig, at hun flere gang har lojet om ting, og modarbejdet projektet bag om deres ryg. Den weekend jeg ankom var hun gaet pa landsdakkende TV og kommet med flere forskellige pastande om projektet. Pastandende var blandt andet, at der kom studerende fra vesten/europa og eksperimenterede med dyr. Samt at de volontorer der arbejder pa projektet er her pa falske visa, hvad hvilket desvarre er rigtigt. Jeg har et turist visa, men udforer du volontorarbejde burde du have et slags arbejdsvisa, som er meget dyrere og nasten umuligt at fa fat i, eller det tager i hvert fald en del ihardighed, tid og noget held. Sa det er her problematikken ligger, at vi volontorer faktisk kunne komme i klemme i denne situation. Hvad forvarrede situationen var, at hun ogsa politianmeldte stedet, sa det var faktisk ikke sikkert at vare pa stedet langere. Sondag aften fik vi af vide, at de havde lavet noget alternativt til os, da det var bedst vi ikke blev i byen.Vi tog ud pa projektet mandag, sa de volontorer der havde varet der noget tid lige kunne sige farvel til stedet, tage billeder osv. Men der kom dog en ret brat afslutning pa dagen, da der lidt for frokost dukkede et filmhold op. Sa var det lige pludselig overhovedet ikke sjovt at vare der ude langere. Det var svart at finde ud af, hvor alvorlig situationen var, og hvor bekymrede vi skulle vare. Vi skulle gemme os, og vi fik fat i taxaen som havde kort os der ud, sa vi hurtigt kunne komme vak og tilbage til byen.
Det var underligt, at have folelsen af, at vi var pa flugt, hvor meget kunne vi foretage os, og skulle vi direkte skjule os eller bare slappe af og se det sidste af byen?
Mandag eftermiddag havde vi alle volontore planlagt en falles kamal tur, som vi ogsa holdt fast i at tage pa. Mandag aften synes vi, at vi sa tra politibiler kore rundt i omradet, som ellers ikke er noget man ser. Det ogede lige pulsen en smule, men det hele folob roligt.
Tirsdag naede vi lige en turist ting mere inden afrejse. Vi stod forholds tidligt op, for at bestige et af deres 'bjerge', jeg ved ikke en gang om jeg kan tillade mig at kalde det et bjerg, for ved ikke hvad hojde definitionen er pa sadan et er. Danmark er nok heller ikke det bedste sted at tage udgangs punkt i, da vi som et af de eneste lande har et himmel-bjerg. Men lige meget hvad, sa var der en masse trapper, det var varmt, men vi kom da op til toppen, hvor der ligger et tempel, og hvor man kan nyde den flotte udsigt over hele byen, samt mradet.
Tirsdag over frokost var der sa afgang. Der var fire volontorer fra england som var studiekammarater pa dyrelagestudiet derhjemme, de blev sendt til Jaipur, hvor de skulle vare pa en klinik. Jeg skulle sa til Udaipur. Den sidste volontor som ogsa er engelsk, og uddannet dyrlage valgte at tage med mig. Hun havde kun fire dage tilbage, men havde ikke lyst til at blive  i byen, sa hun holdt  mig med selvskab i nogle dage :-) 
Det er sa forklaringen pa, hvorfor jeg er, hvor jeg er nu, pa et projekt der hedder Animal Aid.

Jeg vil kort fortalle om vores kamel tur og 'bjerg-bestigning', inden jeg en anden gang fortaller om Aminal Aid.
Jeg har redet en del i sommer (i hvert fald sammenlignet med hvad jeg 'plejer'), sa jeg folte mig godt udrustet til en kamel ridetur. Men jeg som (snart) dyrlage burde jo vide, at der er vasentlige forskelle, det fandt jeg i sadhed ud af da jeg sad pa ryggen af kamelen. For det forste har de jo deres helt egen made at rejse sig pa, spandende unik stil. Derudover er de meget hoje, jeg synes virkelig der var langt ned. De virkede noget hojere, nar jeg sad pa ryggen af en, sammenlignet med da jeg havde staet pa jorden. Til sidst er der rytmen. De dyr har sikkert ogsa rytme, men det er i hvert flad ikke noget der minder om hestens. Puh det var lidt at en mundfuld i starten, isar fordi min medrytter gerne ville vare i front af flokken og derfor smalob kamlenen hele tiden, som ikke gjorde det nemmere at folge rytmen. Det var dog en stor fornojelse, at se byen lidt fra en anden vinkel og komme ud af den og se det omkringliggende landskab.Vi red ud i 'orkenen', som dog var ret gron, hvor vi holdt en pause og sa solnedengangen, inden vi red hejm igen. Det var virkelig sjovt at prove, og synes ogsa jeg fik vendt mig til den rytme der var :-)
Dagen efter var det sa 'bjerg-bestigning'. Det var de fire der rejste sammen og mig. Den ene var noget sloj og derfor blev det til mange pauser pa vej op af bjerget. Det kom sa for mit vedkommende til at resultere i et utal af billeder, da tiden skulle fordrives med et eller andet, og det la meget narliggende for mig. Det var en super flot tur, og godt med lidt motion for den lange koretur som ventede forude.